ISBN 978-87-567-7783-4
Indrømmet. – Jeg er Debbie Mumm fan. Checker jævnligt hendes hjemmeside, og finder sjove, dekorative baggrundsbilleder til skærmen, inspireret af årstiderne. Glædede mig også til at se denne nye bog. Og forventningerne blev indfriet. Små og store projekter, inspireret af sommerhavens flor, og fotograferet med zinnea, tagetes, jordbær og meget mere. Dejlige billeder. Teknikkerne er de gammelkendte: strimmelteknik, hurtige hjørner, log cabin, lidt crazy og applikation – ikke noget af det er svært.
Stofferne og farverne er nye. I bogen er alt maskinquiltet, meget tæt, og det synes jeg betyder meget for det færdige resultat. – Bortset fra quiltningen, der ikke er beskrevet i bogen – der er lagt op til frit valg – er der gode beskrivelser og let forståelig grafik.
Så hvis man har lidt tålmodighed, og kan finde ud af at omsætte fra tommerne, og kender lidt til de amerikanske udtryk, så skulle det ikke være umuligt at gå i gang med.
God fornøjelse.
Laila Neumann, Svendborg. Boganmeldelse i Kludemagasinet 3/2007