People, patterns, and techniques
inspiring the MODERN QUILT COMMUNITY
Rachel May
Forlaget Storey Publishing, 2014
ISBN 978-1-61212-063-8
Titlen og undertitlen indikerer ret præcist, hvad denne bog handler om. Forfatteren Rachel May præsenterer i bogen talrige moderne og nutidige quiltekunstnere og deres arbejder, krydret med mønstre og teknikker til udvalgte quilt-designs.
Det er tydeligt, at de berømte quiltere i bogen tager afsæt i traditionel patchwork og quiltning, selvom de
selv hælder til moderne (modern) og nutidig (contemporary) quiltning. Bogen favner bredt og henvender sig til alle tre kategorier af patchworkere, da den også indeholder små tutorials, hvor man kan blive dygtigere til nye eller svære teknikker eller læse om de udstillinger af historiske quilte, der har bidraget til nutidig inspiration.
Du kan møde Weeks Ringle & Bill Kerr, David & Amy Butler, improv-guruerne Nancy Crow og Victoria Findlay Wolfe samt fire af mine egne absolut favoritter Anna Maria Horner og Jane Sassaman med de vilde blomstrede prints, den fantastiske grafiske maskinquilter Jacquie Gering, og Elizabeth Barton med de spændende grafiske fortolkninger af vikingebyen Yorks historiske bygninger i Nordengland.
Meget populære quiltere som Elizabeth Hartman, Kaffe Fassett og Angela Walters er selvfølgelig også repræsenteret, såvel som den ene af forfatterne til Material Obsessionbøgerne, Sarah Fielke fra Australien. Med er også Melody Miller fra design kollektivet Ruby Star Society, som designer spændende, lidt anderledes prints.
Der er talrige andre quiltekunstnere i bogen – nogle kendte jeg i forvejen og andre ikke, men dem kender du måske! I det hele taget er bogen et fantastisk katalog, hvor du kan dykke yderligere ned i lige netop de quiltere, der appellerer til dig. Du finder oplysninger om deres forfatterskab sidst i bogen sammen med litteraturhenvisninger til quilt- og tekstilhistorie.
Du kan altså sætte dig godt tilrette i sofaen og tage fat på med de mange timers læsestof om quiltepersonlighederne og de historiske afsnit om fx Gee’s Bend-quiltene. Men du kan også tage bogen med hen til symaskinen og benytte dig af dens mange overskuelige tutorials.
Sy fx vanskelige kurver og maskinquilt med Angela Walters, få tips til at afslutte din quilt med Alice Webb Greer og håndquilt med hende og bogens forfatter Rachel May. Blandt mange andre tutorials er paper piecing- og applikationstips, ja ovenikøbet gode råd til, hvad du skal være opmærksom på, hvis du drømmer om at starte din egen patchworkforretning eller vil til at blogge.
Alene er du i virkeligt godt selskab med bogen, men Rachel May lægger vægt på noget meget vigtigt. Hun opfordrer dig til at gå ud i verden og dyrke fællesskaber. De fællesskaber, der netop passer til dig, hvor du selv kan blive inspireret og give noget videre til andre. De nære og de fjerne. Børn og unge, syveninder, lokalgrupper, DPF, internationale quiltere!
Bogen kan lånes i DPF’s bibliotek.
Annie Malling

