ISBN 87-7905-165-0
Rigtige, danske bondegårdsdyr som høns og grise, køer og får, fluer og andre har været min inspirationskilde til denne bog. Jeg har haft stor fornøjelse af at lege med design og stoffer og fremtrylle de forskellige dyr, og der er brugt både nye og ”gamle” stoffer. Nogle stoffer har jeg købt på rejser og på forskellige udsalg gennem tiden, så det er ikke alle, der er til at finde i butikkerne i dag. Bogens dyr er alle ret enkle at gå til. F.eks. er kroppene til pudedyrene ens, men de har så fået forskellige ben, hoveder og haler. Når dyrene er færdige, kan de anvendes til mange forskellige formål. Insekterne kan f.eks. bruges til ophæng på grene og som bordpynt; hønsene er oplagte som dekoration til påske, og sidst i bogen er der også forslag til julepynt. Pudedyrene er et kapitel for sig, og dem vil de fleste børn og barnlige sjæle elske at lege med. Du kan f.eks. sætte et pudedyr på armen og gøre det ”levende”, når du fortæller godnathistorier, og ellers er det kun fantasien, der sætter grænser. Rigtig god fornøjelse
Uddrag af Dorthe Jollmanns Forord til bogen