Greve Museum har en ny særudstilling: I Hannah Ryggens fodspor, der åbner 1. april 2023. Dagen før er der udstillingsåbning kl. 15.00-17.00, hvor der tillige er fri entré til Greve Museum. Museet byder på lidt bobler og snacks, og det er ikke nødvendigt at tilmelde sig.
Udstillingen er skabt af gruppen De frie islæt og viser billedvævninger med inspiration fra den norske billedvæver Hannah Ryggens virke.
Tekstilkunstner Hannah Ryggen (1894-1970) var en af Norges mest markante og indflydelsesrige kunstnere i det 20. århundrede. Hun var en eminent tegner og brugte sit talent til at væve mandshøje billedvævninger uden forlæg og primært med politiske kommentarer til sin samtid. Ryggens kunst er stadig relevant i dag.
Særudstillingen består af billedtæpper vævet af 11 billedvævere. De nye værker fortolker Hannah Ryggens budskaber og billedsprog. Alle billedvævningerne er vævet fra efteråret 2021 til foråret 2023 med inspiration i Hannah Ryggens modige og dramatiske billedtæpper. Blandt udstillerne er 10 fra Danmark og én er fra Norge. De kommenterer vores samtid med “bid”, men også med et glimt i øjet og håb for fremtiden.
Gruppen De frie islæt består af Annette Nylev, Berit Rosqvist, Birgit Oksbjerg, Gina Hedegaard Nielsen, Hanne Doile, Karin Doile Tobiasen, Mette Dahl, Nine Scherling, Randi Redtrøen, Stine Sidenius og Thea Conradsen.
Udstillingen kan ses på Greve Museum, Bækgårdsvej 9, 2670 Greve.
Åbningstider:
Tirsdag – freadag kl. 11.00 – 15.00
Lørdag – sønag kl. 11.00 – 16.00
Mandag lukket