Lappedykkerne
Lappedykkerne er en 25 år gammel patchworkforening, der har medlemmer fra hele Thy, Hanherred, Mors, Salling og Struer-egnen. Vi mødes den sidste tirsdag i måneden på Koldby Skole. Foreningen har for tiden 25 medlemmer.
Foreningens formål er at udbrede viden om og skabe et forum for alle slags håndarbejde, dog med patchwork som hovedinteresse.
Mødeaftenerne indeholder mange forskellige aktiviteter, såsom fx gennemgang af nåle og deres anvendelse, stofbytte – med stoffer i aftalt farve, størrelse og antal, gennemgang af syteknikker indenfor patchwork, introduktion af årsprojekter, som i år er en strikke/projekt/gå-i-byen-taske samt en stofbeklædt projektmappe.
Desuden kan mødeaftenerne dreje sig om anvendelse af diverse blomster i forskelligt øjemed, broderi samt at arbejde med små projekter i andre materialer såsom gummi, papir, læder og pil. Efter gennemgang af aftenens emne bliver der hygget med fælles kage og medbragt kaffe/te. Mødeaftenen slutter med ”Vis og fortæl”, hvor medlemmerne medbringer egne kreationer inden for mange genrer af håndarbejde, såsom broderi, strik, pileflet, beklædningssyning m.m., og fortæller om erfaringer med frembringelsen af det enkelte projekt til gensidig inspiration.
Foreningen har tre sysseldage, henholdsvis en i foråret og to i efteråret, som er arbejdsdage på Koldby Skole, hvor der kan sys, hvad man vil eller et fælles emne. Der er desuden fællesspisning og hygge. Nogle år har foreningen en fredag/lørdag med en udefrakommende underviser. I år har foreningen som et nyt tiltag arrangeret en tre-dages tur til Fyn i maj måned. Sommerhalvåret afsluttes med en sommerudflugt og en herlig sommerkage. Vinterhalvåret har juleafslutning en lørdag med norske gærklejner, pakkespil, tid til at sy og små workshops og demonstrationer, som man kan vælge at deltage i.
Det er en forening med plads til alle, uanset alder og interesser. Foreningen kan findes på Instagram, søg på lappedykkernes.
Lappedykkerne udstiller et alsidigt udvalg af smukke arbejder fremstillet af foreningens medlemmer. Der vil være store quilte og små ting både maskinsyet og håndsyet.
Udstillingen kan ses i perioden 1. juli til 1. september 2024 i Købmandsgården, Aggersundvej 284, 9690 Fjerritslev. Butikken har åbent: Mandag til torsdag kl. 9-00-16.00 og fredag kl. 9.00–12.00.
Julemarkedet byder på mange fine ting – her en quilt syet af Annelise Rasmussen.
Vi er en gruppe, der i mange år har syet patchwork sammen på Østerskovgaard to gange om måneden.
Østerskovgård er en stor firelænget gård, hvor der hvert år i november afholdes julemarked med kunsthåndværkere i to af gårdens længer. På 1. sal i en af længerne udstiller vi vores arbejder i forbindelse med julemarkedet. Der kommer altid mange mennesker, og vi ønsker at inspirere andre til at sy patchwork og fortælle om det givende ved de fælles sydage.
Det sker lørdag den 16. november og søndag den 17. november 2024 kl. 10.00 – 16.00.
Adressen er Østerskovvej 20, 8670 Låsby.
NOGET ER PÅ VEJ – Sammesyrium i Greve!
Som opbakning til DPF’s ønske om nye tiltag har lokalgrupperne på Sjælland besluttet af afholde et ”Sammesyrium” den 3. – 4. maj 2025 i Greve.
Adresse: Greve Borgerhus, Greveager 9, 2670 Greve.
Formålet er inspiration og hyggeligt samvær henover symaskinerne eller håndsyning.
Weekenden byder på to foredrag og workshops.
De to foredragsholdere er Bettina Andersen og Helle Borch. Workshops afholdes af Pernille Ruskjær og Lotte Harth Watson.
Det endelige program, tilmelding, pris, praktik mm. bliver udsendt på DPF’s Facebook og Instagram samt på www.patchwork.dk primo februar 2025 – så hold øje med det, da der er et begrænset antal pladser!
Alle er velkommen, og vi glæder os allerede til arrangementet.
På vegne af arbejdsgruppen,
Lotte Harth Watson